Adam Johansson

To små piger kommer aldrig til at kende deres far. En hustru har mistet sin mand. To børn har mistet deres far. En familie er blevet knust på få minutter. Som far til tre små børn kan jeg kun gisne om den ubeskrivelige smerte, familien nu skal leve med. Om de fødselsdage, skoleafslutninger og juleaftener, hvor én stol for altid vil stå tom. Om de to små piger, der skal vokse op med fortællinger om deres far, fordi de aldrig får mulighed for selv at skabe minder med ham. Det er næsten ubærligt at tænke på. Den 32-årige svenske politibetjent tog til København for at se fodbold. Han kom aldrig hjem. Ifølge vidneforklaringer blev han slået til jorden og efterfølgende sparket i hovedet, mens han lå forsvarsløs. Han døde senere af sine kvæstelser. En mand er nu varetægtsfængslet og mistænkt i sagen. Ifølge de oplysninger, der er kommet frem, har den mistænkte rødder i Afrika og en omfattende kriminel fortid. Han er tidligere dømt for drabsforsøg. Han har været sigtet for voldtægt, trusler og mishandling. Og samtidig er han tiltalt i en verserende sag om vold begået i et fængsel. Det rejser et helt afgørende spørgsmål: Hvorfor gik en mand med den historik overhovedet frit rundt? Med Dansk Folkepartis politik om betinget statsborgerskab ville en udlænding, der begår den type alvorlig kriminalitet, have mistet sit statsborgerskab og været udvist af Danmark længe før denne tragedie kunne finde sted. Vi bliver nødt til at gøre op med den naivitet, der igen og igen lader hårdkogte kriminelle blive i Danmark, indtil endnu et uskyldigt menneske mister livet. Konsekvenser skal komme første gang. Ikke efter anden, tredje eller femte alvorlige forbrydelse. Første gang. Ingen straf kan give de to små piger deres far tilbage. Ingen dom kan fjerne den sorg, familien nu skal leve med resten af deres liv. Men havde vi fulgt DFs udlændingepolitik var denne misgerning aldrig sket. Mine varmeste tanker går til de efterladte.