Dennis Corell

METTE FREDERIKSEN OG DET DIPLOMATISKE HJØRNE, HUN HAR MALET SIG OP I. Der er en okay interessant fællesnævner i Peter Mogensens og Michael Kristiansens tirsdagsanalyse: Mette Frederiksens meget konsekvente Ukraine-linje risikerer at blive en politisk begrænsning for hende selv, efterhånden som den internationale samtale bevæger sig fra militær støtte og konfrontation til diplomati og mulige fredsforhandlinger. De to kommentatorer angriber problemstillingen fra lidt forskellige vinkler. Mogensen interesserer sig især for statsministerens politiske position og risikoen for international isolation. Kristiansen fokuserer på den diplomatiske proces og det signal, Mette Frederiksen sender ved offentligt at kritisere initiativer, som andre centrale aktører tilsyneladende allerede har koordineret. ----------------------------- 🌹 Peter Mogensen: Når principfasthed risikerer at blive isolation Mogensen hæfter sig ved, at Frederiksen reagerede straks-skeptisk på de norsk-finske kontakter til Putin, inden det stod klart, at initiativet ifølge udsendelsen havde opbakning fra både Ukraine, USA og europæiske aktører. Hans pointe, som jeg hører den, er ikke kun, at statsministeren kan have udtalt sig for hurtigt. Han rejser et mere grundlæggende spørgsmål: Er Mettes modstand mod direkte kontakt med Putin blevet så kategorisk, at hun har vanskeligt ved at acceptere diplomatiske initiativer, selv når de er tænkt som led i en mulig fredsproces? Mogensen fremhæver især Zelenskyjs positive reaktion og hans forståelse for, at lande med direkte sikkerhedsinteresser i forhold til Rusland har behov for at diskutere sikkerhedsgarantier. Jeg mener, det er absurd, at Mette Frederiksen korrekser Finland, et land med over 1.300 kilometer grænse smækopad Rusland, for at tale med en krigerisk nabo om sikkerhedsgarantier. Come on. Det centrale i Mogensens analyse er imidlertid hans efterlysning af realisme. Han beskriver det indtryk, at Frederiksen fastholder en forestilling om fred, hvor Rusland først må trække sig tilbage, og Ukraines grænser fra 2014 genoprettes. Det er vigtigt at understrege, at han selv siger, at Frederiksen ikke direkte har formuleret dette som et ultimatum - men der er ingen tvivl om, at hendes signallering gennem alle de år krigen har varet, har været at hun er hardliner. Mogensens bekymring er, at statsministeren kan blive isoleret, hvis hun fastholder en sådan position, mens andre europæiske ledere undersøger mulighederne for en forhandlet løsning. ----------------------------- 🌹 Michael Kristiansen: Diplomati foregår ikke ved tilfældige telefonopkald Kristiansen anlægger en mere institutionel og diplomatisk analyse. Hans argument er, at statsledere ikke bare spontant ringer til Vladimir Putin for at høre, hvordan det går i Moskva. Kontakter på dette niveau er normalt forberedt og koordineret. Derfor mener han, at Frederiksen burde have været mere tilbageholdende med offentligt at kritisere initiativet. Kristiansen sætter samtidig sin finger på noget, der potentielt er mere følsomt for statsministeren: Hendes reaktion kan efterlade indtrykket af, at Danmark ikke har været centralt placeret i den diplomatiske proces. Det er en væsentlig forskel. At være uenig i en forhandlingsstrategi er én ting. At give offentligheden indtryk af, at man ikke har været tilstrækkeligt orienteret om den, er noget andet. Det gør nas på en kontrolfreak og message-mamma som Mette Frederiksen. Kristiansen mener, at Frederiksen ikke opnår noget ved offentligt at udstille en sådan uenighed med sine internationale kolleger. De er jeg voldsomt enig i, og jeg fatter ikke, hvorfor hun har gjort det på den måde. ----------------------------- 🌹 Trump-perspektivet: Fra ønsket om sejr til spørgsmålet om en mulig fred Jeg vil imidlertid gerne tilføje en tredje dimension. Donald Trump har længe argumenteret for, at krigen skal afsluttes gennem forhandlinger. Det er ikke længere bare en orange-retorisk ambition. Hans administration har gennem 2026 forsøgt at etablere forhandlingsspor med både Rusland og Ukraine, senest med udsigt til nye trepartsforhandlinger i Abu Dhabi i november. Det norsk-finske initiativ den 27. oktober skal ses i den sammenhæng. Kontakten til Putin fulgte efter møder i Oslo med blandt andre Zelenskyj og den amerikanske udsending Steve Witkoff. Den norske statsminister har desuden afvist Frederiksens påstand om manglende koordinering og oplyst, at allierede var informeret på forhånd. Det betyder selvsagt ikke, at Trump har fundet en holdbar fredsløsning, eller at Putin er blevet forhandlingsvillig. Rusland fastholder omfattende territoriale krav, og Ukraine kræver sikkerhedsgarantier - men det understreger forskellen mellem to spørgsmål, der ofte bliver blandet sammen: Skal Europa fastholde modstanden mod russisk aggression? Og skal Europa samtidig være villigt til at tale med Rusland for at afslutte krigen? De to positioner udelukker ikke hinanden. Finland og Norge er fortsat stærke støtter af Ukraine, selv om deres ledere nu taler direkte med Putin. ----------------------------- 🌹 En kommunikationsstrategi, der kan blive en fælde Min tese er, at min partiformand, statsminister Mette Frederiksen, har haft indenrigspolitisk fordel af en Ukraine-kommunikation med klare moralske skillelinjer: Putin er aggressoren, Ukraine er offeret, og Danmark står urokkeligt på Ukraines side. Det er noget, Danskerne kan forstå - for det er jo i udgangspunktet indiskutabelt. Det er en politisk analyse af hendes kommunikation, ikke dokumentation for hendes personlige motiver - men argumentet kan udvikles videre, for når en politiker gennem længere tid gør konsekvens og kompromisløshed til centrale dele af sin offentlige profil, kan det blive vanskeligt at justere kursen, uden at justeringen bliver fortolket som et tilbagetog. Det er den spænding, Mogensen og Kristiansen debatterer i Tirsdagsanalysen. Og der ligger en yderligere dimension ift. Mettes internationale fremtid, for hvis hun på et tidspunkt ønsker en fremtrædende europæisk eller international post (og det gør hun 100p), vil hendes diplomatiske relationer og evne til at arbejde med skiftende strategiske realiteter være relevante. Om den aktuelle episode får betydning for sådanne muligheder, kan endnu ikke fastslås, for det afhænger af om hun kan vikle sig uskadt ud af det her. For det mest interessante spørgsmål er egentlig ikke, om Mette Frederiksen skal opgive sin støtte til Ukraine, men om hun formår at tilpasse sin diplomatiske linje uden at opleve det som et brud med den knivskarpe, sort/hvide politiske fortælling, hun selv har opbygget. Der er også et væsentligt modargument: Mette Frederiksen kan fastholde, at hendes skepsis netop udspringer af erfaringen med russiske løftebrud, og at forhandlinger uden troværdige sikkerhedsgarantier risikerer at belønne aggression. Hun står heller ikke alene med sin skepsis - Sveriges statsminister har ligeledes udtrykt forbehold, kan jeg læse mig til. Anyway, det gør den kommende udvikling interessant på den måde, at hvis forhandlingerne fører til konkrete fremskridt, jamen så bliver spørgsmålet om dansk deltagelse og indflydelse mere presserende. Hvis de derimod bryder sammen på grund af fortsat russisk uforsonlighed, vil Mettes advarsler kunne fremstå anderledes betimelige. Det er den usikkerhed, der gør Mogensens og Kristiansens analyse fra i går lidt værd at lytte til, fordi en rigid politisk position og en effektiv diplomatisk strategi er ikke nødvendigvis det samme. Ofte er de faktisk stik modsatrettede. Verden er ond og kompliceret - og dens løsninger ofte grimme, barske kompromisser. Måske er det den virkelighed Mette er nødt til at indrømme, at hun udmærket er klar over, hvis hun vil forblive i spillet om Ukraine og EUs magtfulde poster. #dkmedier #dkpol